Til den praktiske prøve skal du kunne kontrollere en række forhold omkring bilens indretning og udstyr. Meningen er, at du skal kunne opdage fejl der har betydning for sikkerheden.
Kontrollen kan også laves, hvis du er i tvivl om den bil du skal ud at køre i, nu også er i orden.
Så gem sedlen eller web- adressen ;-)).
Hvis bilen ikke opfylder alle punkter, må du ikke køre i den! Det er dit ansvar som fører!
Styretøj
- Ved nyere biler må der normalt ikke være ratslør. Dette kontrolleres ved at hjulene straks følger rattets bevægelse (i biler med servostyring foretages kontrollen med startet motor).
Stå ved siden af bilen med sideruden rullet ned og motoren startet. Hjulene skal følge rattets bevægelser med det samme, når du drejer det roligt fra side til side.
- Servobeholderens væskestand skal følge bilfabrikantens forskrifter. Dette kontrolleres enten ved at væskestanden er mellem min.- og max.-mærket eller ved at kontrollampen herfor ikke er tændt.
Servovæskebeholderen har ofte et låg med et rødt rat på. Der er noget galt, hvis der mangler væske. Tag på værksted.
Hvis bilen - som skolevognen - har elektrisk servostyring, er der ingen servovæskebeholder.
Bremser
- Bremsepedalen må ikke kunne trædes i bund når der trædes hårdt på pedalen. Pedalvandringen er i øvrigt afhængig af bilfabrikatet.
Træd alt hvad du kan første gang på bremsepedalen. Der skal stadig være luft mellem pedalen og bunden af bilen. Kig evt. i instruktionsbogen.
- Bremsepedalen må ikke synke, mens den holdes nedtrådt ved konstant tryk.
- Ved bremser med vakuumforstærker skal bremsepedalen (efter trykudligning) dog synke et lille stykke, mens den holdes nedtrådt, og motoren derpå startes.
Træd nogle gange på bremsen indtil den ikke siger "pifft" mere og føles meget hård. Træd så alt hvad du kan på den og start motoren samtidigt. Nu skal pedalen synke lidt, fordi bremsekraftforstærkeren nu "hjælper" dig med at træde hårdere.
- Bremsevæskestanden skal være mellem min.- og max.-mærket.
Låget på beholderen har det samme symbol som kontrollampen der lyser når parkeringsbremsen er trukket. Du må aldrig selv fylde væske på. Der er noget alvorligt galt, hvis der mangler. Der kan også være en kontrollampe i instrumentpanelet. Du må ikke køre i bilen!
LYGTER MV.
Alle lygter og reflekser skal være hele og rene, og alle lygter skal kunne lyse.
- Lygter i et lygtepar skal have ens farve og lysstyrke.
Check alle lygter.
- Nærlyset må ikke blænde. (bedømt på, at overkanten af lysgrænsen falder 1 cm pr. m).
Stil dig foran lygten og hold fingeren på benet ved lys/mørkegrænsen. Gå nogle skridt bagud og se at grænsen falder. Du kan også holde op af en mur, bakke nogle meter og se lys/mørkegrænsen falde.
- Stoplygterne skal give væsentligt kraftigere lys end baglygterne.
- Blinklygterne skal blinke med gult lys, der tydeligt kan ses i sollys.
- Havariblinket skal kunne tænde alle blinklygter samtidig.
Knappen er den med den røde trekant - prøv den.
- Nummerpladelygter skal have hvidt lys, der kan belyse den bageste nummerplade.
- Hornet skal have en klar, konstant tone.